Om netværket
Under Rehabiliteringsforum Danmark samler Netværket for Forskning i Rehabilitering - SEVERIN (1) forskere inden for social, sundhed, beskæftigelse og uddannelse beskæftiget i kommuner, regioner, staten, private institutioner og organisationer. Netværkets overordnede formål er at stimulere til ny forskning og tværgående forskningssamarbejder inden for rehabiliteringsområdet.
Baggrund
Netværket for Forskning i Rehabilitering - SEVERIN blev etableret i 2012. Det centrale fokus er Rehabilitering med en biopsykosocial tilgang. hvor udgangspunktet er tidens konsensus om rehabilitering (2).
Form
Netværksaktiviteten består i 2 årlige dagsmøder, der afholdes forår og efterår. Møderne kan f.eks. have fokus på forskning i områderne ’klinisk praksis’, ’uddannelse og undervisning’ samt ’organisation, ledelse og politik’.
Desuden bidrager netværket til den årlige Nationale Rehabiliteringskonference. Det sker i form af præsentation af ny forskning, nye projekter, identificerede huller i forskning eller megatrends.
Aktiviteter offentliggøres på Rehabiliteringsforum Danmarks hjemmeside.
Medlemskab af netværket
Medlemskab kræver, at man er interesseret i forskning. Desuden, at man deltager i møderne og er aktivt bidragende i planlægning og afvikling.
Koordinatorgruppe
For at sikre mødernes form og indhold er i overensstemmelse med deltagernes kompetencer og interesser og planlagte aktiviteter – etableres en koordinatorgruppe for netværket, bestående af 4 medlemmer, hvoraf én har arbejdsmæssig tilknytning til Marselisborg Centrets Udviklings- og Forskningsenhed (3). Koordinatorgruppen har ansvar for planlægning og indkaldelse til netværkets møder. Møderne indkaldes direkte til medlemmer af netværket og annonceres på Rehabiliteringsforum Danmarks hjemmeside.
Koordinatorgruppen vælges for 2 år. For at sikre kontinuitet er den 2-årige periode forskudt, så halvdelen af medlemmerne er på valg hvert år. Der vil hermed altid sidder nye medlemmer sammen med erfarne. Koordinatorgruppen vælger blandt sine medlemmer en forperson, som er hovedansvarlig for netværkets drift.
Koordinatorgruppen bidrager med et medlem ind i Rehabiliteringforum Danmarks konference planlægningsgruppe med henblik på at understøtte udvælgelse og organisering af netværkets præsentationer.
Rehabiliteringsforum Danmark sikrer netværket sekretariatsbistand efter nærmere aftale.
Indhold
Netværksmøderne planlægges på en måde, der erfaringsmæssigt resulterer i størst mulig aktivitet og udbytte for deltagerne. Ved udgangen af hvert år lægges eller justeres plan for næste års arbejde. Planen kan strække sig over flere år og kan justeres løbende. Netværket for Forskning i Rehabilitering SEVERIN skal tilgodese følgende 4 forhold:
- Intern formidling af ny viden. Der introduceres viden fra igangværende national eller international forskning, herunder ny litteratur, bøger, artikler og tidsskrifter. Hensigten er at formidle og bibringe deltagerne opdateret viden, der lægger op til fælles drøftelser med henblik på inspiration, vidensdeling og refleksion.
- Videnudveksling og refleksion. Det er hensigten at deltagere drøfter muligheder og udfordringer f.eks. mellem politik og implementering, teoretisk og praktisk viden samt metodologiske spørgsmål i forskningen.
- Identifikation af videnshuller og behov for forskningstiltag inden for disse. Hensigten er at skabe overblik med henblik på strategiske overvejelser om forskning og udvikling på disse områder
- Drøftelse af nye initiativer i form af aktiviteter, projekter og mulige samarbejds- og finansieringsmuligheder. Hensigten er at udvikle synergi i det interdisciplinære samarbejde dvs. i og mellem forskningsinstitutioner og individer, samt evt. ift. fælles ansøgninger og forskningssamarbejde.
Møderne afholdes på Nationalt Videncenter for Rehabilitering og Palliation – REHPA i Nyborg (4). Betaling for forplejning opkræves ved deltagelse.
Kontingent
Medlemmer af netværket opfordres til at melde deres organisation ind i Rehabiliteringsforum Danmark. Organisationsmedlemsskab pr. år er 3.500 kr.
Referencer
(1) Netværket for Forskning i Rehabilitering har sit navn SEVERIN efter det etablerende møde, der foregik på kursusstedet Severin i Middelfart i 2012.
(2) I 2024: Den danske rehabiliteringsdefinition som angivet i Hvidbog om rehabilitering. Maribo T, Ibsen C, Thuesen J, Nielsen CV, Johansen JS, Vind AB. Rehabiliteringsforum Danmark, Aarhus. 2022 og ICF - International, klassifikation af funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand
(3) MarselisborgCentrets Udviklings- og Forskningsenhed er henhørende under DEFACTUM, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.
(4) Siden 2017 har REHPA leveret sekretariatsstøtte til forskningsnetværket hhv. huset netværkets møder.
Godkendt på medlemsmøde den 4. april 2024